Vild måned!

I begyndelsen af september startede klubbens stævnesæson. Banzai Cup Berlin var af Dansk Karateforbund valgt som udtagelsesstævne i forhold til landsholdets aktiviteter i foråret. Derfor gav det sig selv, at en række af vores mest rutinerede kæmpere skulle afsted.

Vi boede få hundrede meter fra hallen i det gamle olympiske kvarter og opholdet blev krydret med, at der i flere dage var kæmpe fyrværkerifestival på det olympiske stadion.

Stævnet var betydeligt bedre afviklet end sidste års banzai-cup, hvor det tyske nationalmantra blev omdannet til kaos-muss-sein. Alle vores kæmpere gjorde det fantastisk godt og blandede sig med de bedste i et af de sværeste stævner, vi har været til, og vores landsholdskæmpere hentede vigtige kvalifikationspoint med hjem.

Lidt sightseeing blev det også til. Brandenburger Tor, Checkpoint Charlie, Alexanderplatz? ...nej, nej - denne gang var vi turister i Designer Outlet Berlin 😊 Alt i alt en fantastisk god tur.

6 dage senere gik det løs igen. Denne gang et af de danske stævner, som vi har savnet så meget - nemlig Gladsaxe Cup.

Når vi har savnet denne type stævner, er det fordi disse stævner giver mulighed for at hele stævneholdet kan deltage. Derfor var det med stor tilfredshed, at vi kunne konstatere at alle vores kæmpere skulle deltage - og flere skulle endda deltage i flere kategorier.

Ingen af vores kæmpere faldt igennem. Tværtimod viste alle karate af høj høj klasse, og der blev skovlet medaljer hjem til Amager.

Der var SÅ mange bemærkelsesværdige præstationer, at ikke alle kan nævnes. Dog var Aleksanders, Storms og Deans sejre meget store bedrifter i meget stærkt besatte kategorier. At Jesper nåede rigtig langt i superkatakategorien viste, at han langt hen ad vejen kan bide skeer med nogle af de dygtigste seniorkæmpere.

Den største præstation var dog, at det lykkedes for vores mange debutanter, at overvinde nerver, gå ind på tatamien og levere pragtpræstationer - stort tillykke til Jasmin, Anton, Martin og Silas med de flotte debuter.....og ligeså stort tillykke til vores ældre kæmpere som gennem coaching og opmuntringer - sammen med de mange fremmødte forældre - fik vores debutanter til at føle sig trygge. Alt i alt var Gladsaxe Cup et af vores mest succesfulde stævnedeltagelser nogensinde - på alle parametre.

Men for at det ikke skulle være løgn, gik der igen under en uge til næste stævne - nemlig Sprottenwettkampf Eckernförde i Nordtyskland.

Til dette stævne havde vi en blandet flok af de yngste samt en række af vores mest rutinerede kæmpere med. Niveauet var højt, men samtidig et af de få udenlandske stævner, hvor rigtig mange af vores kæmpere nåede langt, fordi de præsterede deres ypperste og havde det nødvendige held.

Derefter var det tilbage til hotellet og hygge inden turen gik hjem til Amager igen næste morgen. Det var dejligt at opleve, hvordan vores nye kæmpere - og deres forældre - lynhurtigt blev en del af klubbens fantastiske stævnerejsefællesskab.

Efter Eckernförde skulle der gå et par uger, før Amager Karate igen skulle på tur. Denne gang til Dublins Irish International Open, som var endnu et udtagelsesstævne. Stævnet var meget velafviklet og vores kæmpere stod for presset og leverede alle virkelig flotte præstationer og meget tyder derfor på et stærkt Amager Karate-præg på udtagelserne til forårets landsholdsaktiviteter.

Samtidig fik de unge mennesker shoppet og de lidt ældre mennesker fik smagt en Guinness og en irsk kaffe - og så fik vi fejret Jespers fødselsdag en del måneder før tid 🇩🇰 Fantastisk tur for alle kæmpere og medrejsende coaches og forældre.

...alt dette er fundet sted på lidt over en måned - og lige om lidt er der Camp, Davids deltagelse ved Verdensmesterskaberne i Konya samt WUKF-EM i Firenze 💪❤️🥋

                                                                                                                                                  Af Peter Veistrup

Loading