Efter at have ventet i et år til halvandet var det en stor lettelse, at der endelig var et stævne der blev til noget. Alle de store stævnebørn bortset fra enkelte konfirmationsramte (Tillykke Aleksander - og Mikkel og Catherina, tillykke med jeres søskende ) drog mod Berlin, hvor der var plads til alle i en lejlighed i Tempelhofkvarteret kendt for at huse en gammel lufthavn - så der kunne Amagerbørnene rigtig føle sig hjemme.

Vi var der imidlertid ikke som turister. Vi har efterhånden nogle af Danmarks dygtigste kæmpere i alle kategorier, og det var en stor oplevelse at komme ud og få målt niveauet mod Europaeliten.

Jesper viste vejen og sørgede med en bronzemedalje for, at klubben ikke gik tomhændet hjem og Hilmar nåede frem til en flot medaljekamp. Generelt viste alle flotte kata'er og det var en fornøjelse at se, at ingen falder igennem på dette tårnhøje niveau. Dette ikke mindst i betragtning af, at vores kæmpere blev udsat for en lang række stressende udfordringer.

Vi skulle alle testes to gange og det udviklede sig til langvarige farcer, hvor man kunne betvivle det sundhedsfaglige niveau. Hertil uendelige køer for at komme ind i hallen. Lang forsinkelse af stævnet. Fejlagtige informationer om hvilke kata'er der måtte anvendes osv. Og det medførte alt sammen en del brok og mismod ...hos de voksne. Vores superseje kæmpere har efterhånden prøvet lidt af hvert og tog det hele med oprejst pande og nød hinandens selskab og glædede sig over at være på tatamien igen.

Weekenden efter var der også meget at glæde sig over. Her gik turen til stævneholdets anden hjemby Kolding. Det var på imponerende vis lykkedes at få stablet årets eneste - bortset fra DM - danske stævne på benene.

Det skulle vi ikke gå glip af. Slet ikke. Faktisk var vi den bedst repræsenterede klub i kata med 20 kæmpere - heraf 4 debutanter.

De 20 kæmpede støvsugede Jylland for metal - 21 medaljer blev det til, og mange blev vundet med kata'er, der ikke før er vist til stævne.

Den største præstation blev dog leveret af Valdemar, Storm, Dean og Karl - at træde ind på tatamien til sit første stævne kræver enormt stort mod. Tillykke til vores dygtige debutanter.

Den efterhånden traditionsrige medaljetur til den gyldne måge sprang vi over - der var et broløb, der skulle overhales - kvoten af kø-tålmodighed var som bekendt opbrugt efter Berlinturen. Til gengæld lagde familien Herskind-Hansen hus til en dejlig aften, hvor karatebørn og -voksne nød at det endelig er muligt at være samlet i den store karatefamilie igen.

                                                                                                                                                   Af Peter Veistrup